AV MIN ARM – VACCINER

AV MIN ARM – VACCINER

Det helt store spørgsmål er jo, hvilke og hvor mange vacciner vi skal have. Som udgangspunkt vil vi gerne sikre os så meget som muligt inden afrejse. Vi er kommet frem til følgende udover difteri-stivkrampe, som vi alle har i forvejen med udgangspunkt i, at vi forventer at skulle til Afrika og Asien.

  • Hepatitis A+B
  • Tyfus
  • Gul feber
  • Japansk Hjernebetændelse

Vi var første gang til vaccinelæge (Vaccinespecialisten i Lyngby kan varmt anbefales) i går og det var mildest talt ikke en fornøjelse. Lægen var sød og forstående, men børnene var meget nervøse. Først var det Charlotte som skulle stikkes, så børnene kunne se, at det kunne godt lade sig gøre. Børnene skulle denne gang kun have to stik. ‘Hvem vil først?’ spurgte vi og Liv på 2 år sagde ‘Det er mig’. Okay hun havde set slikskålen hos lægen, og vidste at der fulgte en belønning bagefter. Dog er vi sikre på, at hun ikke helt vidste, hvad der ventede. Ét stik i hvert lår, en tudetur og så et stykke slik i hver hånd, så var det klaret. De to store var dog ikke så nemme at overtale. Nanna reagerer med at snakke derudaf og hele tiden lige skal spørge om lidt mere og lidt mere. Og hun er for stor til, at vi kan holde hende fast, så hun skulle overtales. Vibe på 5 år er hunderæd for nåle. Og hun havde besluttet sig for, at det skulle hun ikke. Skreg og gjorde modstand. Puha det er lidt vildt at skulle i gennem, men om ikke andet, så har vi ikke lyst til at rejse ud i verden uden disse vacciner. Det lykkedes til sidst. Tyfus har lammet armen og alle havde ondt i armen efterfølgende og også her dagen derpå, så  ‘av min arm’. Der venter børnene to gange mere til lægen, før de har fået alle de vacciner, som de skal have. Lad os håbe at næste gang bliver bedre for alle. Og spørg ikke hvad det koster for os alle at få alle de vacciner – det er ikke gratis kan vi hilse at sige, men forhåbentlig det hele værd.

 

Måske er der nogen som tænker, hvad med malariamedicin? På baggrund af andres erfaringer, bivirkninger og den tid vi skal være af sted, har vi valgt kun at tage denne medicin i regntiden mens vi er i Afrika. Derudover tager vi nødmedicin med, såfremt uheldet skulle være ude, så kan vi komme på en kur.

 

Update: Anden gang valgte vi at få vaccinerne hjemme hos os selv. Det kan virkelig anbefales. Børnene var mere trygge, og når det var overstået, så var det bare så rart at være i hjemmet allerede og ikke skulle transportere sig selv og børnene nogle steder efterfølgende.


2 thoughts on “AV MIN ARM – VACCINER”

  • 1
    ElizabethH on March 15, 2018 Reply

    Åhh, de stakkels unger! Det skal bare gøre ondt, før det bliver godt.

    • 2
      Kampp Davidsen on April 1, 2018 Reply

      Ja det er jo det. Næste gang venter om et par uger. Her har vi dog aftalt med lægen, at hun kommer hjem til os. Så kan det være at børnene føler sig mere trygge ved det. Vi krydser fingre.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *