SÅ SCANNER VI
Vi har i de sidste par år tænkt meget over, hvor mange ting vi har og med hvilket formål. Derfor har vi helt naturligt sorteret meget ud i vores ting. Når vi skal ud at rejse, har vi besluttet at sælge en del af vores ting og få resten opbevaret. Vi vil sælge/forære de fleste møbler, men beholde dem som har affektionsværdi.
Måske kender I det der med at have en masse kasser med gamle billeder og papirer, som er svære at skille sig af med, men fylder en del. For at minimere det vi skal opbevare, har vi nu købt en scanner på DBA. Planen er over de næste par måneder at scanne langt størstedelen af gamle billeder, dokumenter, tegninger osv. og herefter smide dem ud. Hasse har arvet en masse lysbilleder fra sine bedsteforældre, så de er også blevet scannet ind.
Udover den lettelse det er at begrænse behovet for opbevaring, giver scanning af gamle sager også nogle helt nye muligheder for at tilgå minder, der ellers var gemt væk i en kasse i kælderen. Alt det vi scanner bliver lagt online, og på den måde kan de deles eller vises, såfremt det skulle blive relevant. Der ligger dog en vigtig opgave i at få dem organiseret og datostemplet, så de ikke bare ender som en digital rodebunke, der ikke er til at overskue.
Med udsigt til at skulle betale for hver m2 vi skal have opbevaret, har vi også været motiverede til at sortere gevaldigt ud i tøj, køkkengrej og bare ting generelt, som vi havde gemt i kælderen ‘just in case’. Tingene er primært blevet givet bort enten til familiemedlemmer, venner, Kræftens Bekæmpelse genbrugsbutik på torvet eller til en flygtningefamilie, som vi har kontakt med her i Virum. De fik blandt andet vores gamle barnevogn. Det føles godt at minimere ting herhjemme og bidrage ved at give til nogen som har brug for det. Og det der med at scanne – det er altså virkelig en lettelse at få digitaliseret hele barndommen/ungdommen :).