UNDERVISNING PÅ REJSEN
Mange spørger til, hvad vi gør med børnenes undervisning, mens vi er ude at rejse. Nanna kommer ikke til at gå i 3. klasse, Vibe misser 0. klasse og Liv første år af børnehaven. Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at det formentlig er et helt år, hvor pigerne kommer til at gå glip af undervisning på skolen. Det betyder dog ikke, at de slet ikke får undervisning.
For nylig havde vi et møde med skolelederen på pigernes skole. Det var et rigtig godt møde, og vi lavede den aftale, at pigerne kommer til at stå som udrejst, men fortsat hører til deres respektive klasser. Hermed er de sikret, at de kan komme tilbage til de samme klasser efter hjemkomst. Det er både vi og pigerne glade for. For Livs vedkommende har vi også fået orlov fra institutionen og kan dermed komme tilbage til den samme børnehave.
Der er selvfølgelig nogle helt klare mål for, hvad man forventer, at børn i hhv. 0. og 3. klasse skal lære i løbet af et år, og dem vil vi følge så godt som muligt (vi får sandsynligvis nogle hæfter med fra dansk og matematik). Vi vil i undervisningen have særlig fokus på læsning og på matematik. Vi vil dog også tage udgangspunkt i vores omgivelser, og have ‘temauger’ om det, der lige rør sig på det givne tidspunkt. Så det kan være, at nogle dage handler om Zambia generelt, om de fisk vi ser i søen, om det mangotræ, som står i haven, om at udregne hvad varerne koster på markedet eller noget helt andet. Vi er ikke i tvivl om, at de vil komme hjem med en masse ny viden i bagagen, som vil komme dem til gode mange år frem. De vil også have den fordel, at vi kommer til at snakke engelsk den tid, som vi er i Zambia.
En anden ting er det sociale, venskaber og relationer. Vi tager dem jo ud af deres vante rammer. Til gengæld er vi helt sikre på, at vores piger vil lære en masse socialt specielt i tiden i Zambia, hvor de til hverdag kommer til at indgå i fællesskaber med de zambianske børn, med de lokale ansatte og med de andre danske frivillige. Når de vender hjem, vil der sandsynligvis være en periode, hvor de skal finde ud af sig selv, hvordan klassen har udviklet sig og hvordan de nu passer ind. Og der vil vi give dem al den støtte, som de har brug for, selvom vi har en idé om, at det kommer til at gå fint. Vi er ikke i tvivl om, at pigerne vil komme hjem styrket både fagligt og socialt, og at vi som familie har lært en masse om hinanden.
Billede lånt af Eventure.