BØRNENES REAKTION
Vi valgte at fortælle børnene om vores rejseplaner på vores tur til Thailand over jul og nytår. Vi valgte den strategi, at Nanna skulle vide det først. Hun er den ældste og ville måske have spørgsmål og tanker, som ville være svære for hende at udtrykke, hvis de to andre fik det at vide samtidigt. Så en aften, da de andre to var lagt, så skulle det være.
Vi startede med at fortælle om rejsen og det var hun meget positivt stemt over. Hun havde en masse spørgsmål om klassen, om hun ville komme tilbage osv. Helt naturligt at det var det, som fyldte hos hende.
Dernæst fortalte vi, at vi havde planer om at prøve at sælge huset. Her blev det rigtig svært for Nanna, da vores hus for hende i høj grad er et symbol på tryghed og et sted, hvor hun er glad for at være. Vi prøvede at fortælle hende at den tryghed nok i højere grad var forbundet med os som familie, men den købte hun ikke uden videre. Det var først da vi viste hende nogle huse på nettet, som var til salg netop på det tidpunkt, at det blev mere konkret og visuelt for hende, og så kunne hun godt se, at vi nok skulle finde et andet rigtig fint hus, når vi kommer hjem. Da hun så oven i købet fik forhandlet en ny seng ind i aftalen var alt pludselig godt, og roen sænkede sig igen.
Næste dag ville vi fortælle de andre to om det. Nanna var glad for at være med til at fortælle det til dem. Liv på 2 forstod jo ikke særlig meget af det. Vibe på 5 reagerede ret fint, men var også lidt ærgerlig over at skulle af med vores hus. Ellers undrede hun sig ikke så meget og syntes bare det lød virkelig hyggeligt, at vi skulle være sammen så lang tid og svømme i pools, hygge og gå på stranden. Det fyldte ikke så meget for hende, at hun ikke rigtig skulle gå i 0. klasse. Vi tror ikke på daværende tidspunkt, at hun var kommet så langt i sit hoved.
Nu nærmer aftejsedagen sig jo med hastige skridt. Vibe skal starte i SFO om en uge og måske fylder det lidt mere for hende nu. I hvert fald glæder hun sig til at møde en masse nye venner. Nanna glæder sig også super meget. Charlotte var med hende i skole forleden. De havde forberedt et lille oplæg, hvor klassekammeraterne kunne stille spørgsmål undervejs. Planen var at det skulle tage en halv times tid, men Nannas klassekammerater var så oprigtig interesserede og blev ved og ved med at have en masse gode spørgsmål. Det endte med at tage halvanden time. Og Liv, tja hun snakker i vuggestuen om, at hun snart skal til Afrika og se elefanter og løver. Så hun glæder sig helt sikkert også.