MOR GÅR HJEMME
Uden job i en måned nu. Det er gået så stærkt.
Som en del af vores plan om at rejse ud i den store verden til sommer har vi besluttet, at det ville være fornuftigt, at en af os voksne ikke skulle arbejde op til. Det er der flere grunde til. I vores hverdag med to fuldtidsjob, tre børn der skal afleveres og hentes, fritidsaktiviteter og alt det andet vi også gerne vil, så vi det svært at have tid til at sælge hus og planlægge flere detaljer om rejsen. Det kræver tid og energi.
Det har vist sig at være en super god beslutning. Den sidste måned er gået med at vælge ejendomsmægler, finde dokumenter, rydde op og gøre rent, så der var klar til byggesagkyndig, fotograf osv. Det tager tid, men jeg har haft tiden, så det har været genialt.
Derudover så nyder jeg for en stund at kunne være mere sammen med børnene, give dem en fridag i ny og næ, og være mere til stede generelt. Jeg ved, at det ikke varer evigt, men det er heller ikke min interesse. Efter rejsen skal jeg søge nye udfordringer rent arbejdsmæssigt, og det bliver spændende hvilken retning det peger i.
Så de næste måneder skal gå med flere ting ift. at huset er sat til salg og så skal jeg til at se nærmere på detaljer omkring rejsen. Jeg håber dog også at kunne opleve et par smukke forårsdage, hvor solen skinner med benene oppe ude på terrassen, en god bog i hånden og en kop varm te. Det hører vel med, ik? 🙂
Charlotte