HJEMMESKOLING
Hvor tit, hvor meget og hvordan skal der undervises på rejsen? Vi havde mange tanker om dette før vi tog hjemmefra. Virkeligheden er selvfølgelig ofte en anden, end den man forestiller sig.
Før vi tog fra Danmark havde vi et møde med skolelederen på pigernes skole. Vi havde en rigtig god snak og tog følgende tre ting til os, som han lagde vægt på. Først og fremmest skulle vi sørge for, at børnene fik mulighed for at skabe relationer og lege med andre børn på rejsen, så de socialt fortsat ville udvikle sig. Dernæst nævnte han selvfølgelig, at det er vores ansvar, at børnene får lært det, som er svarende til deres klassetrin 0. og 3. klasse, og sidst sagde han, at det om noget er vigtigt at holde læsningen ved lige.
De første par måneder i Afrika, hvor vi lavede frivilligt arbejde, havde vi ikke meget fokus på undervisningen. Tiden var simpelthen ikke til det. Vi forsøgte dog at lave skolearbejde med dem i weekenderne. Vi læste højt for børnene og Nanna fik læst de fleste dage. Da der var mange mennesker på plottet både ansatte og frivillige, fik de flere relationer til andre. Det var primært voksne, men de fik sig også nogle gode venner fra Eventure Care. Specielt én pige, som vi også fik besøgt i hendes landsby. Her legede vores børn med pigen og alle de andre børn i området og Liv fandt en på hendes egen størrelse. Det var en god oplevelse for pigerne.
Efter vi tog fra Afrika, har vi forsøgt at strukturere skolearbejdet mere. I starten om eftermiddagen imens Liv sov lur. Dog har det vist sig, at på dette tidspunkt af dagen, er pigerne mere trætte og gider ikke rigtig lave dansk og matematik. Derudover har Liv droppet luren den seneste tid, og er derfor vågen hele dagen. Som udgangspunkt laver pigerne nu en halv times matematik og en halv times dansk om dagen plus læsning i 15 min. De synes jo det er fedt, at deres kammerater derhjemme skal være i skole 6 timer hver dag, men at de ‘kun’ skal i lidt over en time. Vi tror og håber dog, at de fortsat på denne tid kan lære lige så meget, som hvis de var derhjemme. Det er meget intens ene-undervisning.
Nogle dage finder vi på at erstatte matematik med natur-teknik, så de i stedet laver nogle forsøg med Hasse eller undersøger naturfænomener på nettet og skriver om det, for derefter at præsentere for resten af familien. Andre dage når vi er i pool, så underviser vi i svømning. Både Nanna og Vibe elsker nu vandet og kan svømme begge to. Liv har sågar lært at svømme (hun er 2 år lidt endnu) og er blevet familiens lille vandhund. Hun hopper hovedløst i poolen og håber hun finder kanten igen.
Er det hele så bare lutter lagkage? Bestemt ikke. Det rent faglige for os som forældre er til at klare, og det at sidde og undervise børnene ligeså. Der hvor udfordringen er størst, er den rolle vi pludselig får som lærere i stedet for at være forældre. De synes ikke altid, at det er lige sjovt endnu en gang at skulle læse eller lave andre skoleting. Og vi har da diskussioner om det tit. Hvis de i stedet sad i skolen derhjemme, og alle andre klassekammerater lavede det samme, så ville de nok bare følge strømmen og lave det, som de skulle. Her lokker andre ting (fx pool og strand), som gør, at de nogen gange synes det er meget uretfærdigt, at de skal lave skolearbejde.
Vibe, som hører til 0. klasse har vi øvet en del bogstaver med og fik danskbogen med hjemmefra. Vi er sågar begyndt at læse med hende. Hun er ved at få knækket læsekoden, og læser med os dagligt i en ‘Søren og Mette’-bog, som vi har medbragt hjemmefra. Vi startede med, at hun kun skulle læse ord med 1, 2 og 3 bogstaver, men det gik så fint, at nu læser hun selv (ikke hurtigt, det er den spæde start, men trods alt selv). Nanna læser bøger, som vi downloader fra Storytel. Hun vælger selv bøger, som hun synes er interessante. Og hun er gået fra at synes, at læsning overhovedet ikke er sjovt til faktisk nogle gange at blive så optaget af en bog, at hun pludselig har læst en time.
Laver de så skolearbejde hver dag? Nej det gør de ikke. Hvis vi har rejsedage, så har de som regel fri og derudover også, hvis vi skal på ture en gang i mellem. Til gengæld kan det så være, at vi kompenserer med, at de laver skole om søndagen eller lign. Og ja nogle gange går der 4 dage uden at kigge i matematikbogen, og så er det også okay. Vi forsøger at spille en del spil med dem som yatzy, kortspil (fx Casino) og Carcasonne. Alle spil, hvor tal er en del af legen, således at de får øvet tal uden at tænke nærmere over det.
Hov – hvad med Liv mens de andre laver skolearbejde? Liv elsker at være kreativ og tegne. Derfor har hun en tegnebog, som hun flittigt tegner i hver dag. Bruger forskellige farver og øver sig i hvad de hedder. Ofte kan en af os voksne skifte lidt mellem børnene og tegne med hende imens det er skoletid. Hun elsker når hun starter med at tegne en krusedulle, og at vi så fortsætter den og omformer den til at forestille noget.
Udover det “normale” skolearbejde med matematik-, og danskbøger hjemme fra Danmark, så oplever vi også en kæmpe læring i det at rejse, og forsøger at indarbejde matematik, engelsk osv. i dagligdagen. Det at vi besøger forskellige lande med forskellige kulturer, religioner, sprog og udseender, giver ungerne en hel unik indsigt i, hvordan andre steder i verden ser ud, og giver dem mulighed for at sætte deres hverdag i Danmark lidt i perspektiv. Vi forsøger at få snakket og forklaret om alle de ting vi ser på vores vej, og som der bliver stillet undrende spørgsmål til. Når man så snakker om buddhisme og læser at en af de vigtigste templer ligger i Sri Lanka, og dagen efter har mulighed for at besøge netop dét tempel, giver det en utrolig fed dimension til “undervisningen” og gør forhåbentlig, at det kommer til at blive husket.
Alt i alt er det da bestemt en udfordring at hjemmeskole, men ikke en større udfordring end, at det fungerer og vi er ved at finde os til rette i det alle sammen. Både voksne og børn.
Tak for den spændende fortælling.
Det var så lidt 🙂