FÆLLESSKAB OG MADPLANER
- Efter nu at have boet i Eventure Village i tre uger, er vi nu så småt ved at falde godt til, og er kommet godt ind i de rutiner, der er omkring spisning her på stedet. I tiden op til vores afrejse fra Danmark, var der en del der spurgte til, om det ville være muligt at opretholde vores nye kostvaner, hvor vi den seneste tid stort set har skåret kød og andre animalske produkter fra. Det viser sig dog ikke at være noget problem, da kød som udgangspunkt slet ikke er på menuen. Vi har derfor været meget tilfredse med maden, der forberedes tre gange dagligt (6:45, 11:30 og 17:30) af nogle rigtige søde køkkendamer, der gør et godt stykke arbejde med de ingredienser de har til rådighed.
Maden bliver lavet efter en 14 dages plan, så med tiden kommer vi til at kende de forskellige retter rigtig godt, og vil nok også komme til at glæde os til den gode æggesalalt bliver serveret, eller se frem til kartoffelspanderkagerne. For nogle år tilbage havde vi, for at forsimple indkøb og madlavning, en madplan der gentog sig hver uge, så gentagelse hver 14 dage er jo ren luksus set i det lys. Og synes man, at en madplan der gentager sig hver uge må blive trivielt, så er det igen ingenting sammenlignet med Zambias nationalret Nshima. Nshima består af kogt majsmel, bønner, kål, tomat og er man heldig lidt tørret fisk. Tilbehøret kan variere, men gør det ikke for de flestes tilfælde. Denne ret bliver af de lokale indtaget hver dag til både frokost og aftensmad (de fleste spiser kun to måltider om dagen). Vi har prøvet at spørge ind til denne noget simple madplan hos de lokale, og de er alle enige om at Nshima er det bedste i verden, og kunne ikke forstille sig at skulle skifte det ud. Ernæringsmæssigt lader det dog ikke til at være nogen sund vej, men tanken om aldrig at skulle tage stilling til, hvad der skal serveres, selv til gæster, er interessant da det på nogen måder ville gøre mange ting lettere.
I weekenden har køkkendamerne fri, og der er der derfor op til os som frivillige at stå for madlavningen. I grove træk er der jo ikke meget anderledes at lave mad her, end vi er vant til. En af udfordringerne er dog, at alt mad laves over ild. Der er lavet nogle fine køkkenfaciliteter, men når der både skal tændes op og snittes grøntsager til 15 mand kan det godt blive en langvarig proces at lave mad. Samtidig er det sjovt at tage udfordringen op og være kreativ med de faciliteter og ingredienser, der er til rådighed.
Som nævnt bliver der ikke serveret kød i hverdagen. En weekend havde vi dog besluttet os for at købe to høns fra nabolandsbyen. Da de blev leveret viste det sig dog at vi fik to haner, hvilket kun øgede udfordringen med at få dem til ikke at blive alt for seje. Det lykkedes desværre ikke helt, hvilket må skyldes manglen på rødvin, og nok mest af alt god tid til at koge dem. Opgaven med at få slagtet, plukket og skåret hanerne op var dog i sig selv en oplevelse, hvor vi fik gennemgået rejsen fra levende hane til gryderet, hvor Nanna, Vibe og Liv kiggede med med stor interesse. Den næste udfordring i køkkenet er at få testet ovnen, der er bygget af en gammel tønde, og varmes op med kul. Den skulle eftersigende holde en stabil temperatur på ca. 200 C, så bliver spændende at prøve den af om det holder i praksis.
Her i weekenden fik Hasse den idé, at vi kunne bruge nogle af de mange grønne papayaer (de udmodne), som hænger på træerne og lave en frisk salat med papaya, tomat, hvidløg og chili. Den blev ganske god og gav os minder tilbage til Thailand, hvor det var en af yndlingsretterne.
Maden bliver serveret i fælleshuset “Main”, hvor vi oftest spiser alle samlet. Her er der mulighed for at få snakket om dagen og nyde godt samvær med de andre frivillige. Her har særligt Liv smigret sig ind hos mange, med hendes sjove bemærkninger og søde smil. På trods af god stemning i Main har vi dog besluttet, at vi nogle dage om ugen vil spise ved vores hytte, da vi også har brug for bare at være os fem omkring måltidet.
Dejligt at høre nyt fra jer. Håber at I også har tid til at slappe og nyde alt det afrikanske. Hvordan går det med arbejde og skolegang/børnehave? Er der noget dyreliv? Alt det bedste herfra hvor vi pakker og kører i storage. Lene
Hej Lene.
Her er en del dyreliv. Ikke de helt store dyr, men det er aber som kommer og stjæler papaya i haven og den anden dag var der en stor African Rock Python, som tog en ged. Det var lidt vildt. Og så alle de store edderkopper :). Ellers har vi helt almindelig dyr som i dk: geder, høns, katte og hunde.
Lyder bekendt det med storage ;).
Kh os
Kære Nanna jeg syntes at det er vildt sejt at i gør alle di ting i gør og jeg glæder mig til at se dig igen og Min mor vil gerne prøve at lave nogen af de retter som i spiser kh Olivia
Kære Charlotte, Hasse, Nanna, Vibe og Liv, som Olivia siger, er vi simpelthen så flaberghasted hvor sej i er. I smitte jer bare ud i udfordringer, som vi kan kun prøve at forstille os om. Sådan noget oplevelse kommer jeg aldrig til at prøve. Det er en rent gave til jer allesammen, at i har fantasi og mod til at gøre de ting, som i drømme om. Det har jeg slet ikke, og det er meget inspirerende. Må vi bede om en adresse til juletiden. Jeg vil gerne skrive til Nathalie over intraeen, og ser om klassen ikke kan sende jer et stort julehilsen fra klassen. Nanna, du kommer tilbage til Danmark med så meget du kan dele alle dine kammerater. Vi glade os så meget til at høre om alt. Stort knus til alle, Katy
Hej Olivia.
Det er dejligt du skriver til mig, det må du gerne blive ved med. Kan du huske at du gerne ville have en skildpadde. Der bor en 6 meter lang kvælerslange her i området, som for nyligt kvalte en ged, vil du også have den? Hahaha….Jeg savner dig og undskyld det sene svar. Kh Nanna